Premiere på SkatteøenSkatteøen for fulde sejl

Forventningerne til årets musical på Køge Gymnasium var tårnhøje på premiereaftenen. I år er det nemlig Sebastians klassiker Skatteøen, som gymnasiet sætter op. ”Skatteøen er jo Danmarks største musical gennem tiden”, slår instruktør Morten Svarre Andersen fast. ”Alle har en relation til den og til sangene – og har derfor store forventninger til os. Derudover er vi underlagt en masse rammer, som Sebastians agentur har bestemt i forhold til scenografi og det lydmæssige. Og standarden er enormt høj, ligesom produktionen er større end nogensinde”. Den store opsætning skyldes – udover Morten Svarres utrættelige kreativitet og engagement – også elevernes indsats. De har arbejdet stort set hver dag i 3 måneder. Endnu flere elever er med end de forrige år, hele 125, og deres selvstændighed er vokset i takt med erfaringen. Fx står eleverne i år selv for at koreografere dans, lave scenografi og sørge for PR. ”Folk har en helt vildt høj energi her på Køge Gymnasium”, forklarer Sara Stein fra Musikvidenskabeligt Institut i København, som er musikalsk leder på musicalen. ”Eleverne skal næsten tvinges til at gå i seng efter en lang øvedag, og den fælles energi er fuldstændig elektrisk.” Dette er gymnasieeleverne Tobias Bay og Victor Houen fuldstændigt enige i. Begge har en af hovedrollerne i opsætningen som hhv. Kaptajn Smollet og Godsejer Trelawny. ”Det har været den største oplevelse at være med i! Som 1g’er kendte jeg jo ikke rigtig nogen på skolen, men i løbet af utrolig kort tid var der et sammenhold, der næsten minder om en familie”, fortæller Victor Houen. ”Ja, man glemmer næsten, at det er en skole, for pludselig sover man her, spiser her og lever her. Seriøsiteten omkring musicalen har været drevet af, at dette her ikke bare er endnu en skolemusical. Det er meget større”, supplerer Tobias Bay, inden begge drenge må videre i sminken og have rettet pudderparykker og skødefrakker til.
Og alle sejl er sat til. Alle detaljer er gennemtænkt helt fra den store, mobile skibskulisse til den mindste rustne nøgle. Gamle velourbetrukne stole, store rom-tønder og spruttende pirat-eder, alt er med til at løfte den store klassiker og give den liv. Men uden Sebastians musik ville det ikke være Skatteøen. De velkendte hits som ”Fuld af nattens stjerner” og ”Ostesangen” fik publikum til at synge med både med tårer og smil i øjnene.
Og dermed levede premieren til fulde op til forventningerne. Og alle premierenerverne gjorde, at musicalens første aften blev leveret med stor intensitet og høj kvalitet. Og hvem ved, om Sebastian selv er at finde blandt publikum. Han har i hvert fald fået reserveret to pladser til hver aften.
Forestillingen spiller til og med lørdag d. 1. december, og der er enkelte ledige billetter tilbage.

 |